Ethanol er et drug med særskilt farmakokinetik og farmakodynamik. Det er samtidig et af de mest uspecifikt virkende drugs, der kræver en af de højeste koncentrationer ved indtagelse for at have effekt. Prøv at overveje det medicinalfirma, der designer et neurotropisk stof, der har en bred inhibitorisk effekt via det GABAerge og glutaminerge system og samtidig virker dopaminergt; og prøv så at overveje, at en enkelt standarddosis, en dansk pilsner, er på intet mindre end 13 gram! 13 gram paracetamol giver dig akut leversvigt, 13 gram insulin iv slår dig ihjel indenfor 20 minutter, 13 gram bloxazoc giver dig kardiogent shock. 13 gram alkohol: I Danmark må du stadig køre i bil. Drikker man en en ramme øl, indtager man 0,312 kilogram (!) ethanol. Ethvert andet CNS-deprimerende stof, man indtog i de doser ville være umiddelbart fatalt.

Det skal ikke handle for meget om ethanols farmakokinetik, men -dynamikken er vigtig: Ethanol har to hovedeffekter i CNS:

1. Det virker inhiberende på det excitatoriske glutaminerge system. Tilsyneladende ved at øge bindingne af glutamat på NMDA-receptoren, sådan at glutamat ikke kan recirkuleres fra den synaptiske kløft. Det har en CNS-deprimerende effekt.
2. Det potentierer den inhibitoriske effekt af GABA på GABA-receptoren og virker som sådan også CNS-deprimerende.

.

Når man drikker alkohol i længere tid, udvikles der tolerans for begge effekter, hvilket overordnet set betyder, at der er glutaminerg hyperaktivitet og GABAerg hypoaktivitet. Når man læser Howard & Becker 2014 finder man ud af, at det er en ubærligt grov simplificering at tale om, at det skyldes kompensatorisk op- og nedregulering af receptorer. Helt grundlæggende opstår abstinenssyndromet i den situation, hvor man ikke længere har ethanol-drivet til at inhibere glutamat og potentiere GABA, begge nu kompensatorisk mere aktive i en CNS-deprimerende retning. Så står man med et – i forhold til den normale centrale homøostase – overaktivt excitatorisk system og underaktivt inhibitorisk system.

Stort set hele panelet af neurotransmittere er involveret derudover, jeg vil nævne dopamin, der også er involveret i abstinensudviklingen. Tilsyneladende øges den dopaminerge transmission under misbrug – det vedligeholder misbruges – men den øges også under abstinens, og det medvirker til udviklingen af hallucinationer som ved delirium tremens.

Helt grundlæggende tror jeg, at man kan forstå alkoholabstinenssyndromet som om at CNS er overexciteret, og at skalaen går fra let excitation til fuldstændig amokløben. Symptomerne, se nedenfor, afspejler graderne af excitation.