Patienter der får steroid får ofte høje blodsukre, men hvorfor gør de egentlig det? Li & Cummings (2022) er et meget fint review fra Nature Reviews Endocrinology med pæne illustrationer og så er det endda gratis tilgængeligt – sehr gut!

Får man systemiske glukokortikoider er der en pæn risiko for at udvikle hyperglykæmi og formentlig omtrent 15-40 %’s risiko for at udvikle regelret diabetes. Der er tale om en dosisafhængig effekt, og man kan få en idé om størrelsesordenen ved fx at kigge på Gurwitz et al. (1994): For patienter, der modtager glukokortikoider stiger risikoen for at udvikle behandlingskrævende hyperglykæmi sådan her:

• Ved hydrokortison-ækvivalente doser på 1-39 mg/dag (fx 10 mg prednisolon) er OR = 1,8
• Ved hydrokortison-ækvivalente doser på 120 mg/dag eller mere (fx 25 mg prednisolon) er OR = 10.

.

I praksis kan alle administrationsformer (også topikale!) være forbundet med risiko for at udvikle hyperglykæmi, men perorale glukokortikoider indebærer den højeste risiko.

Glukokortikoiders hyperglykæmiske effekt indtræder for de relativt hurtigvirkendes vedkommende (fx prednisolon) typisk indenfor 4-8 timer og aftrapper hen under aften og nat. Man kan nok med fordel måle postprandial plasmaglukose eller plasmaglukose om eftermiddagen for at opspore steroidinduceret diabetes i stedet for at læne sig op ad morgenens fasteværdi. De britiske diabetologer skriver lidt om det (Roberts el al., 2018), og en nylig (og virkeligt god) oversigtsartikel i Ugeskriftet omtalte det også kort (Olsen et al., 2023).

Patofysiologien bag udviklingen af hyperglykæmi og diabetes indebærer forandringer i flere organsystemer:

• Cerebralt
  • Glukokortikoider stimulerer appetitten og navnlig appetitten på mad med mange kalorier og rigeligt med fedt og sukker.
• Hepatisk
  • Glukokortikoider opregulerer enzymer i den hepatiske glukoneogenese
  • Glukorkortikoid responselementer, som glukokortikoider binder til og aktiverer, binder til promoterregionen for nogle af de gener, der giver ophav til de enzymer, der indgår i glukoneogenesen.
  • Glukokortikoider øger lipolyse og proteinolyse, således at der er flere substrater til den hepatiske glukoneogenese.
  • Normalt giver høje insulinniveauer nedsat glukoneogenese. Under påvirkning af glukokortikoider falder den hepatiske insulinfølsomhed imidlertid, sådan at glukoneogenesen ikke bliver undertrykt. Den samme effekt findes ikke hvad angår lipogenesen. Det vil sige, at sukker er frit tilgængeligt, og der produceres rigelige mængder fedt, sådan at man udvikler steatose, som er forbundet med yderligere sænket insulinfølsomhed.
• Skeletmuskulatur
  • Glukokortikoider sænker skeletmuskulaturens insulinfølsomhed, sådan at glykogenlagrene falder og sådan at glukoseoptaget i musklerne falder.
  • Muskelkatabolske enzymer opreguleres, proteinnedbrydningen stiger og transporten af aminosyrer ind i muskler og muskelanabolismen falder.
• Fedtvæv
  • Kroppens fedtdepoter omrykkes til abdomen via en ukendt mekanisme. Abdominalt fedt er forbundet med øget insulinresistens.
  • Glukokortikoider giver en fysiologisk set rimeligt tåbelig kombination af lipogenese og lipolyse og samtidig sænket optag af glukose i adipocytterne.
• Pancreas
  • Initielt, i den akutte fase, øges insulinproduktionen, men i det mere kroniske forløb henfalder beta-cellerne og insulinproduktionen falder også.
• Knogle, knoglemarv og brunt fedtvæv er også involveret.