Hjem » Infektionernes patofysiologi » Akut pyelonefritis og urosepsis

Akut pyelonefritis og urosepsis

af Anders Kaack, d. 18. november 2024. Senest opdateret d. 8. september 2025

Her skal det handle om en af de allermest almindelige indlæggelsesårsager på de danske sygehuse: Akut pyelonefritis.

  1. Definition af pyelonefritis og urosepsi
  2. Ætiologiske agens
  3. Patogenese og patofysiologi

.

Flores-Miles er en god introduktion de patogener, der kan forårsage pyelonefritis og deres respektive virulensfaktorer.

Definition af pyelonefritis og urosepsis

Urinvejsinfektion er en bred betegnelse for infektion i hele eller dele af de samlede urinveje. Pyelonefritis er betegnelsen for infektion i de øvre urinveje, nyrepelvis (pelvis, latin for bassin; pyelo, græsk for bassin) og selve det renale parenkym. Urosepsis er sepsis initieret af en primær infektion i urinvejene. Når man på dansk har nyrebækkenbetændelse, mener man altså i virkeligheden at man har nyre- og nyrebækkenbetændelse.

Ætiologiske agens

Escherichia coli er den store pyelonefritis-fremkaldende synder uanset alder, køn og komorbiditet. Johnson & Russo angiver, at der er lidt ætiologisk variation, sådan at yngre, raske kvinder oftest (>90 %) bliver ramt af E. coli, mens ældre kvinder, komorbide patienter og mænd præsterer et lidt mere blandet billedet: E. coli er fortsat dominerende, men man kan også møde andre gram-negative stave (fx Klebsiella), gram-positive og candida. Johnson & Russos to centrale kilder er to amerikansk studie fra 1990 og 2016, og om billedet er meget anderledes i Europa, ved jeg ikke. Gupta & Trautner mener, at forholdene i Europa minder om USA, så formentlig er det resistensmønstre, der varierer.

Helt generelt kan man også sige, at des længere man ascenderer i urinvejene, i alder og i antal komorbiditeter, des mere mærkeligt kan det blive.

Patogenese og patofysiologi

Der er to muligheder for at blive infektionssyg i de øvre urinveje: Enten ascenderer et patogen nedefra eller også spredes et patogen med blodet. Nedefra er den suverænt hyppigste årsag til pyelonefrit E. coli, mens hæmatogen spredning mere skyldes S. aureus, salmonella eller candida. Hvis man finder S. aureus i urinen hos en patient uden kateter, så skal krydse fingre for, at man venylerede, før man opstartede tazocin: Sandsynligheden er for hæmatogen spredning.

Urinvejspatogene E. coli eller ekstraintestinalt patogene E. coli (ganske mundret kaldet UPEC eller ExPEC) har to problemer for urinvejene: De har små adhærende pili på sig, så de griber fat i blærevæggen. Pili hjælper også til at danne biofilm-lignende områder på fremmedlegemer, fx katetre. Samtidig producerer UPEC et eksotoksin, der blandt andet river urotelet i stykker og gør kolonisering nemmere.

Fremmedlegemer der kommer ind nedefra er et problem, men fremmedlegemer oppefra er også et problem, dels som adhærens for bakterier, dels hvis de stopper urinflowet til.

Når bakterierne er adhæreret og begynder at formere, går det galt. Hvis du selv vil læse og se nogle fine illustrationer, så tjek fx Choong et al. (2015):

  1. Bakterierne spreder sig op i nyretubuli, men holdes tilbage af basalmembranen.
  2. Blodet i de peritubulære kapillærer koagulerer som et forsøg på at isolere infektionen. Vævet bliver oxygendepleteret, nekrotisk, ødematøst og fyldt med polymorfnukleære.
  3. Flow bliver forstyrret, det hydrostatiske tryk stiger bagud og dilaterer tubuli. Det generelt stigende hydrostatiske tryk i det renale parenchym kan resultere i faldende den glomerulære filtrationsrate.
  4. Kombinationen af neutrofil aktivering og bakteriel toksinproduktion giver samtidig direkte nefronskade.
  5. Ascenderer bakterierne yderligere, får man bakteriæmi. Ifølge Gupta & Trautner (2021) sker det i 20-30 % af tilfælde.

.

I tillæg til den direkte skade forårsaget af immunresponset (fx lokaliseret koagulation og neutrofil aktivering) og specifikke patogeners virulensfaktorer, har man også problemer forbundet med febrilia, kvalme og opkastning: Patienten dehydrerer, og man risikerer et prærenalt nyresvigt. Samtidig kommer med pyelonefrit risikoen for urosepsis.

Kilder

Flores-Mireles AL, Walker JN, Caparon M, Hultgren SJ. Urinary tract infections: epidemiology, mechanisms of infection and treatment options. Nat Rev Microbiol. 2015 May;13(5):269-84. doi: 10.1038/nrmicro3432. Epub 2015 Apr 8. PMID: 25853778; PMCID: PMC4457377.

Johnson JR, Russo TA. Acute Pyelonephritis in Adults. N Engl J Med. 2018 Jan 4;378(1):48-59. doi: 10.1056/nejmcp1702758. Erratum in: N Engl J Med. 2018 Mar 15;378(11):1069. doi: 10.1056/NEJMx180009. PMID: 29298155.

Gupta K & Trautner BW (2021). Ch 135 Urinary tract infections, Pyelonephritis, and Prostatitis. I Loscalzo et al. Harrison’s Principles of Internal Medicine, 21st Edition. McGraw Hill.

Choong FX, Antypas H, Richter-Dahlfors A. Integrated Pathophysiology of Pyelonephritis. Microbiol Spectr. 2015 Oct;3(5). doi: 10.1128/microbiolspec.UTI-0014-2012. PMID: 26542040.