For en kvinde på 70 kg er væskefasen 35 L, fordelt på 23,1 L intracellulær væske og 8,66 L intersticielvæske og 2,89 L plasma.

1 L Ringer fordeler sig hurtigt væk fra plasma (halveringstid ca 8 minutter, fordelingstid cirka 30 min, se Hahn & Lyons), og fordi den dominerende kation er natrium, beholdes alle elektrolytter i ekstracellulærfasen.

Laktat metaboliseres lynhurtigt i leveren under forbrug af en proton, så den effektive osmolalitet af Ringers laktat er ikke 270 mOsm/L, men 242 mOsm/L.

• Osmolære effekter
  • Ringer er altså ikke isoton med plasma, men post hoc hypoton. Det betyder, at når plasmaosmolytterne fortyndes med ringer, sker der et træk af væske til intracellulærfasen.
  • Den samlede væskefase er 35 L med en osmolalitet på 290 mOsm/L.
  • Det giver i alt 10.150 mOsm, som man tilføjer 242 mOsm og 1 L væske: (10.150 mOsm + 242 mOsm)/(35 L+1 L) = 288,7 mOsm/L.
  • Det er et fald på 0,44 %, hvilket er utilstrækkeligt til at blive registreret af osmoreceptorerne.
• Volumeneffekter
  • Den tilførte liter beholdes ikke udelukkende i ekstracellulærfasen, fordi Ringer ikke er isotont med plasma. Alle de 242 mOsm bliver indeholdt her, så størstedelen af væsken må også blive her, men fordi de 242 mOsm fortynder ekstracellulærfasen, må noget væske imidlertid løbe intracellulært. Den osmolære koncentration intracellulært er jo nu højere end ekstracellulært.
  • Vi ved, at vi skal nå en osmolaritet på 288,7 mOsm/L, så væskevolumen må udvides, men den bliver ikke udvidet med alle 1000 mL, for en del løber intracellulært:
    • Antal osmolytter ekstracellulært (mOsm) / Ekstracellulærvolumen (L) = Osmolære koncentration (mOsm/L).
    • (10150 mOsm * 0,33 + 242 mOsm) / Ekstracellulærvolumen (L) = 288,7 mOsm/L
    • (3591,5 mOsm) / Ektracellulærvolumen (L) = 288,7 mOsm/L
    • Ekstracellulærvolumen = 12,44 L
    • Altså en udvidelse af ekstracellulærvolumen fra 11,55 L til 12,44 L, altså 0,89 L.
    • Fordelt på 1/4 plasma og 3/4 intersticium giver det en udvidelse af plasma på 223 mL.
  • En neglicibel del af væsken ender i erytrocytterne (110 mL * 5,5/66 = 9,2 mL), så den samlede udvidelse af blodvolumen er 232,2 mL, hvilket svarer til en udvidelse af blodvolumen på 4,8 %. Også dette er for lidt til at volumenreceptorerne registrerer det.
• Effekt på natrium
  • Der er 140 mmol natrium per liter ekstracellulærvæske. Der er 11,55 L før indgift af Ringer, så i alt svømmer der 1617 mmol (eller 37,2 g)  natrium rundt.
  • Man tilføjer 130 mmol natrium og 0,89 L væske, hvilket umiddelbart resulterer i en stigning til 140,4 mmol/L.

.

Hvor bliver væsken af? Hvis hverken osmoreceptorerne eller volumenreceptorerne registrerer ændringen, kan man så bare tilføje 1 L ringer uden at det gør en fysiologisk forskel. Det kan man selvfølgelig ikke. Den umiddelbare effekt af Ringer er at øge diuresen. Det skyldes, at Ringer (ligesom alle andre krystalloider) ikke indeholder proteiner, og at det kolloidosmotiske tryk i karrene derfor falder ved indgift. Den kolloidosmotiske trykforskel fra ultrafiltratet til de peritubulære kapillærer falder, og det giver et resulterende fra i væsketrække fra tubuli til plasma (man husker Starlings filtrationsligning). Resultatet i nyrerne er, at væske ikke længere trækkes så kraftigt ud af tubuli, og per ren osmotisk automatik stiger diureserne. Der er ganske givet også en effekt via renin-angiotensin-aldosteron-systemet via den øgede væske- og natriumlevering til macula densa, og mon ikke den lille stigning i slagvolumen også (teoretisk set) registreres af baroreceptorerne og derved sænker sympaticusspejlet?

Hvad så, hvis man var en mand? Det gør ingen praktisk forskel. Ovenstående er  inspireret af Yartsev, og han laver gennemregningen på en 70 kg tung mands fysiologi og med lidt andre effektive osmolariteter af Ringer – resultatet er næsten det samme: Osmolariteten ender på 289 mOsm/L og blodvolumen udvides med 225 mL.