Både laktat og acetat har en krank skæbne i kroppen. Hvor elektrolytterne ikke indgår som substrater i metabolismen, er kroppen hardwired til at skille sig af med laktat og acetat.

Laktat cleares hurtigt i Cori cyklus i leveren og i mindre grad i nyrerne. Hepatocytterne optager laktat, og i cytosolen konverteres laktat til pyruvat, der enten 1) kan indgå i glukoneogenesen eller 2) sendes ned i citratcyklus og forbruges under dannelse af CO2 og vand. CO2 og vand indgår i ligevægt med bikarbonat (og protoner), som derfor stiger under infusion af ringer-laktat, resultatet er metabolisk alkalose – man husker Hendersen-Hasselbach, hvor pH er omvendt proportionelt med bikarbonat-koncentrationen.

Acetat brændes primært af udenfor nyre og lever, og hos lever-/nyreinsufficiente kan der være teoretiske grunde til at vælge ringer-acetat i stedet for ringer-laktat.

Det er en tilbagevendende diskussion, hvordan støkiometrien bag den alkaliniserende effekt af laktat og acetat faktisk hænger sammen, for metaboliseringen af laktat producerer jo protoner, og ligevægten mellem CO2, vand og bikarbonat, er også en ligevægt med protoner. Indtil videre må det række, at empirisk set stiger pH under infusion af ringer-væsker, og den interesserede læser kan læse linket ovenfor.