Hjem » Væske og elektrolytter » Indhold i 1 L ringer
Indhold i 1 L ringer
Ringer’s væske hedder sådan, fordi en britisk fysiolog beskrev dens første iterationer i starten af 1900-tallet. Sidney Ringer fandt ud af, hvis wikipedia står til troende, at ekstracellulær calcium har en betydning for, at et frølår kan trække sig sammen. Som bekendt er afstanden fra frølår til menneskelår kort, så deraf følger, at en balanceret ekstracellulær, “fysiologisk”, væske nok bør indeholde calcium.
I Danmark kaldes Ringer’s væske for Ringer-laktat (eller -acetat). I en angelsaksisk kontekst hedder Ringer-laktat Hartmanns opløsning, fordi en amerikansk pædiater fandt på, at en del af anionerne i en kation-balanceret væske kunne udgøres af laktat. Derfor kan man også møde formuleringen “lactated Ringer”.
Elektrolytindhold i 1 L ringer
Her er et skema, der sammenligner Ringer-laktat (fra Amgros) og Ringer-acetat (fra Fresenius Kabi) med natriumklorid (fra Fresenius Kabi) og almindelig plasma (i Region Midtjylland). Data er taget fra de respektive præparaters produktresumeer på den navnkundige produktresume.dk.
| NaCl | Ringer-laktat | Ringer-acetat | Plasma | |
| Na+ (mM) | 154 | 130 | 131 | 137-145 |
| K+ (mM) | 0 | 4 | 4 | 3,5-4,6 |
| Ca2+ (mM) | 0 | 1,4 | 2 | 1,18-1,32 |
| Mg2+ (mM) | 0 | 1 | 1 | 0,7-1,1 |
| Cl– (mM) | 154 | 109 | 112 | 98-106 |
| Laktat (mM) | 0 | 28 | 0 | 0,5-2,5 |
| Bikarbonat (mM) | 0 | 0 | 0 | 22-28 |
| Glukose (mM) | 0 | 0 | 0 | 4,2-7,8 |
| pH | 4,5-7,0 | 6,5 | 6 | 7,35-7,43 |
| Osmolaritet (mOsm/L) | 308 | 270 (ca.) | 270 (ca.) | 280-300 |
| Tonicitet | Isoton | Isoton | Isoton | — |
Laktat eller acetat ... eller bikarbonat?
Man kunne møde en beskrivelse af ringer, hvor der stod, at Ringer ikke indeholdt laktat, men indeholdt bikarbonat. Hvordan kan det være?
Både acetat, laktat og bikarbonat er de korresponderende svage baser til eddikesyre, mælkesyre og kulsyre. De kan optage en proton fra plasma og har derfor bufferkapacitet. Både acetat og laktat undergår relativt hurtigt metabolisering efter indgift af ringer, og metaboliseringen omdanner acetat og laktat til bikarbonat (der herefter primært udluftes i lungerne som CO2).
Man kan derfor tale om, at de små organiske anioner alle sammen er forløbere for bikarbonat i metabolismen, og Ringer-væsker er på den vis syre-base-mæssigt afbalanceret med bikarbonat.
Metabolisering af laktat og acetat i Ringer
Både laktat og acetat har en krank skæbne i kroppen. Hvor elektrolytterne ikke indgår som substrater i metabolismen, er kroppen hardwired til at skille sig af med laktat og acetat.
Laktat cleares hurtigt i Cori cyklus i leveren og i mindre grad i nyrerne. Hepatocytterne optager laktat, og i cytosolen konverteres laktat til pyruvat, der enten 1) kan indgå i glukoneogenesen eller 2) sendes ned i citratcyklus og forbruges under dannelse af CO2 og vand. CO2 og vand indgår i ligevægt med bikarbonat (og protoner), som derfor stiger under infusion af ringer-laktat, resultatet er metabolisk alkalose – man husker Hendersen-Hasselbach, hvor pH er omvendt proportionelt med bikarbonat-koncentrationen.
Acetat brændes primært af udenfor nyre og lever, og hos lever-/nyreinsufficiente kan der være teoretiske grunde til at vælge ringer-acetat i stedet for ringer-laktat.
Det er en tilbagevendende diskussion, hvordan støkiometrien bag den alkaliniserende effekt af laktat og acetat faktisk hænger sammen, for metaboliseringen af laktat producerer jo protoner, og ligevægten mellem CO2, vand og bikarbonat, er også en ligevægt med protoner. Indtil videre må det række, at empirisk set stiger pH under infusion af ringer-væsker, og den interesserede læser kan læse linket ovenfor.
Kilder
Johnson A & Cadogan M (2022). Hartmann’s Solution. På LITFL.com. Tilgået d. 13/2-2025.
Yartsev A (2023). Metabolic fate of lactate, acetate, citrate and gluconate. På DerangedPhysiology.com. Tilgået d. 13/2-2025.
Relevante produktresumeer som specificeret ovenfor. Alle fundet på produktresume.dk.
Region Midtjyllands analysefortegnelse af anvendt til normale niveauer af elektrolytter i plasma.