Hjem » Væske og elektrolytter » Fysiologisk respons på 1 L isoton glukose

Fysiologisk respons på 1 L isoton glukose

af Anders Kaack, d. 14. februar 2025. Senest opdateret d. 8. september 2025

Isoton glukose (eller KNaG) er en af de hyppigst ordinerede vedligeholdelsesvæsker og indeholder 278 mmol D-glukose eller dextrose og 1 liter rent vand.

Metabolisk skæbne for glukose

Den infunderede glukose optages hurtigt og i metabolisk aktive væv og indgår i den almindelige metabolisme som substrat i glykolysen, hvis resulterende substrater indgår i den oxidative fosforylering. Under fuldt aerobe forhold er slutproduktet af en infusion af glukose altså altid CO2 og vand.

I tillæg til den infunderede væske, 1000 mL, kan man altså tillægge den lille smule vand, som glukose nedbrydes til. Per mmol glukose produceres 6 mmol vand.

I en 5,5 %’s glukosemonohydrat er der i alt 50 mg glukose svarende til 278 mmol glukose, der altså kan metaboliseres til 1,668 mol rent vand eller 30 mL vand.

Forudsætninger for beregning af fysiologiske effekter af 1 L isoton glukose

At isoton glukose er en vedligeholdelsesvæske betyder, at det infunderes over et relativt lang tidsrum (12 timer ved et væskebehov på 2 L i døgnet). Beregningerne nedenfor forudsætter på en eller anden måde, at man gav 1 L isoton glukose som en væskebolus, hvilket er temmelig uhensigtsmæssigt og i hvert fald vil give hyperglykæmi uanset din patients diabetiske tilbøjeligheder. Som en illustration af de fysiologiske effekter af infusion, er det nu meget godt. 

En forudsætning for beregningerne kan man læne sig op ad Brandis:

  • For mænd er 60 % af kropsvægten TBW; ICV:ECV=2:1; ECV=ISF+Plasma; ISF:Plasma=3:1 intravaskulær volumen er plasma (60 %) og erytrocytter (40 %).
  • Glukosekomponenten af isoton glukose optages momentant.
  • Osmoreceptorerne i kroppen reagerer på ændringer på mellem 1-2 % (uanset retning).
  • Volumenreceptorerne reagerer på ændringer mellem 7-10 % (uanset retning).
  • Plasmaosmolaliteten er 290 mOsm/L.
.
Den opmærksomme læser vil bemærke, og i særdeleshed den opmærksomme geriater, at over 50 % af populationen udgøres af kvinder, og måske protestere over, at jeg her har valgt manden som normalfysiologisk objekt: Læser man om infusion af NaCl og ringer vil man finde beregninger for kvinder. I øvrigt er forskellen mænd og kvinder imellem ikke stor.

Fysiologiske effekter og fordeling af 1 L isoton glukose

For rent vand kan man betragte kroppens væskekompartments rent farmakologisk i en 1-kompartmentmodel: Fordelingsvolumen af vand svarer til den totale vandmængde i kroppen (TBW), eller med andre ord plasmamembranen er fuldstændigt permeabel for væske.

  • Osmotiske effekter:
    • Den samlede væskefase er 42 L, og indeholder 290 mOsm/L, altså i alt 12.180 mOsm.
    • Til det tilsætter man ingen osmolytter og 1030 mL vand.
    • Det giver en samlet væskefase på 43,03 L og et fald i osmolariteten til 283 mOsm/L eller 2,4 %.
    • Det er tilstrækkeligt til, at osmoreceptorerne registrerer faldet.
  • Volumeneffekter
    • Fordi rent vand passerer frit over plasmamembraner, fordeles det forholdsmæssigt efter de enkelte væskekompartments størrelser.
    • Intracellulære volumen stiger med 2/3 af de 1030 mL, 686 mL.
    • Ekstracellulære volumen siger med 1/3 af de 1030 mL, 343 mL.
    • Af de 343 mL i ECV fordeles 3/4 til intersticiet, i alt 257 mL, og 1/4 til plasma, i alt 86 mL.
    • Det giver en nærmest ligegyldig ekspansion af blodvolumen på 1,72 %.
  • Effekter på natrium
    • Natrium er den vægtigste ekstracellulære ion og en stigning i ekstracellulære volumen uden tilsvarende natriumtilførsel giver et fald i natriumkoncentrationen.
    • Der er 14 L ECV, der indeholder 140 mmol natrium per liter. Det er i alt 1960 mmol natrium, som nu fortyndes ud i 14,343 L til en slutkoncentration af natrium på 136,6 mM.

.

Isoton glukose er altså ikke en relevant plasmaekspander, og det er en funktionelt hypoton væske.

Kompensatoriske mekanismer efter indgift:

  • Der sker en fortynding af plasmas kolloidosmotiske tryk, hvilket umiddelbart øger diuresen.
  • Diureseøgningen giver et RAAS-respons, der også øger diuresen.
  • Stigningen i volumen registreres ikke af de atriale volumenreceptorer, og der er ikke noget relevant ANP-respons.
  • Der er sikkert en form for diskret effekt på baroreceptorerne al den stund af blodvolumen ekspanderer. Hvis man forestillede sig en infusionshastighed på 100 mL/timen, er volumenekspansionen per time 8,6 mL, og det kan næppe registreres. Et back-of-the-envelope overslag kunne lyde, at hvis slagvolumen er 90 mL, og slagvolumen øges med en proportionel andel af blodvolumenekspansionen, så stiger slagvolumen med (90/5000*8,6 mL) 0,15 mL.

Kilder

Brandis K (2001). 8.1 Infusion: Isoosmolar fluids. På www.anaesthesiamcq.com, tilgået d. 4/2-2025