Korresponderende til de fem trin ovenfor sker der ændringer i partialtrykket af oxygen. Medmindre andet fremgår, så er tal fra Treacher & Leach (1998):

1. Fra luft til lunger.
   • Det atmosfæriske partialtryk af ilt ved havets overflade, en tør og 25 grader varm sommerdag er 21,3 kPa.
   • Ved indånding igennem de øvre luftveje bliver luften vandmættet, sådan at partialtrykket af ilt falder til omtrent 20,0 kPa.
   • Ved bevægelse til alveolerne opblandes luften med luft fra det anatomiske dead space, der har et højt partialtryk af CO2. Partialtrykket af ilt falder derfor til 14,0 kPa.
2. Fra lunger til blod
   • En smule venøst blod fra det pulmonale kredsløb shuntes direkte ind i venstre atrium og giver en lille gradient imellem det alveolære partialtryk og det arterielle partialtryk af ilt.
   • Det er A-a-gradienten, beregnet som P_A-P_a, der i den normalfysiologiske tilstand er omkring 1 kPa, sådan at PaO2 er 13,0 kPa. 
3. Fra blod til væv til cytosol til mitokondrier
   • Her er der betragtelig heterogenitet forskellige væv imellem, sådan at partialtrykket i hjernen er imellem 4,0-6,4 kPa og i epidermis 1,1 kPa (Ortiz-Prado et al. (2019)).
   • Det venøse ilttryk, PvO2, er omtrent 5,3 kPa.
   • Partialtrykket af ilt i intersticiet er mellem 2,7-5,3 kPa.
   • Intracellulært er det mellem 1,3-2,7 kPa.
   • Og i den mitokondrielle indermembran, hvor partialtrykket er lavest, falder det til mellem 0,7 og 1,3 kPa.

Det kan man selvfølgelig også tegne i en figur, og her bragt med tilladelse fra Yartsev. Jeg ved ikke, hvor hans tal stammer fra, og desværre er de angivet i mmHg. Når tid er, kommer der en figur med tal fra Treacher & Leach, så der er overensstemmelse både tal og enhedsmæssigt imellem figur og tekst.