Opium er lånt fra det oldgræske ὀπός, der helt bogstaveligt betyder plantens saft. Med planten hentyder oldgrækerne til opiumsvalmuen, Papaver somniferum, som har været kendt som en kilde til fortabelse siden i hvert fald sumererne.

En almindelig kilde til fortabelse for de medicinsk uddannede er bevægeapparatets anatomi, og fra den vil man huske de tre ossi cuneiforme i mellemfoden. De hedder cuneiforme knogler, fordi de har form som kiler. Det havde det ældst kendte skriftsprog også, det cuneiforme alfabet, hvis tidligst kendte anvender var sumererne, der beboede mesopotamien (landet mellem de to store floder eufrat og tigris) for 4000-5000 år siden. Man kan se nogle ganske fine eksempler på Pergamon i Berlin, men har man ikke tid eller lyst til at tage derned, er wikipedia bare et klik væk. Vi ved lidt om sumerernes forhold til opium, og jeg gætter på, at det skyldtes, at sumererne slog kiler i sten. I hvert fald kaldte de opium for gil og opiumsvalmuen for hul gil, henholdsvis glæde og glædesplante.

De omtrentligt samtidige egypterne skrev i Ebers Papyrus, at man kunne anvende pulpen fra opiumsvalmuen til at få børn til at stoppe med at græde! Lad os håbe, at de ikke blev forstoppede, og begyndte at græde af den grund.

Ud over at være en kilde til glæde hos sumererne har opium formentlig også været en kilde til forglemmelse hos de gamle grækere, der, som skrevet, står ophav til ordet opium. Et hyppigt citeret stykke i Odysséen er følgende, hvor Helena, Zeus’ datter hjælper de græske krigere på følgende måde:

“[…] hun kastede et middel i vinen, de drak, for at dulme al smerte og vrede og bringe glemsel over alle sorger.”

Midlet var opium, som en tysker, Sertürner, i 1804 fandt ud af, at man kunne isolere et stof fra. Stoffet fik navn efter den græske gud for drømmene, Morpheus, og blev derfor kaldt morfin.