I modsætning til hvad man skulle tro om et universelt og hyppigt brugt element i den objektive undersøgelse, findes der ikke en valideret klassifikation af abdominale lyde. Det store spørgsmål er, at om auskultation af abdomen bidrager til at stille en korrekt diagnose, eller med lidt bredere ord, om man ved at lytte til maven, kan afgøre, om der er patologi i maven eller ej.

Jeg har ikke kunnet finde en metaanalyse af spørgsmålet, men det er undersøgt ad flere omgange, og fx Breum et al. (2015) laver en god opsummering af studierne på tidspunktet med fokus på, om man er i stand til at opfange ileustilstande. Der er flere andre studier (se kildelisten), men mange af dem er desværre bag pay-wall.

Jf. Breum er de udførte studier helt generelt ofte af en karakter, hvor man har optaget tarmlyde med et elektronisk stetoskop og spillet dem for et bredt udvalg af læger. Generelt finder man relativt lav sensitivitet og relativt høj specificitet. 

Breum et al. fra 2015 fandt man median sensitivitet og specificitet på henholdsvis 0,42 og 0,78. Populationen bestod af 98 patienter indlagt på en abdominalkirurgisk afdeling med mistænkt obstruktion eller forstoppelse. 35 patienter havde tarmobstruktion.

Det giver en positiv og negativ prædiktiv værdi på:

• PPV = 52 %
• NPV = 70 %

.

Man kunne også forestille sig den samme sensitivitet og specificitet på en mindre hårdt selekteret population, for eksempel patienter med ondt i maven på bred akutmodtagelse. Hvis a priori-sandsynligheden for ileus for eksempel var 10 %, så ville det give PPV og NPV på:

• PPV = 18 %
• NPV = 92 %

.

Breum et al. konkluderer, at abdominal auskultation har en rolle at spille i den objektive undersøgelse, og at værdien af abdominal auskultation stiger, hvis man samtidig præsenteres for andre elementer af (fx abdominal distension eller defence). Prævalensen af ileus er selvfølgelig højere i en population af patienter med ondt i maven og defence. Et tænkt eksempel kunne være, at man ved den selektion havde prævalenser for ileus på 50 %, og det giver følgende:

• PPV = 66 %
• NPV = 57 %

.

Man bør selvfølgelig spørge sig selv, om patienter med a priori-sandsynligheder for ileus på 50 % ikke bare skal have lagt den V-sonde og så i skanneren.

Ét er om sensitiviteten og specificiteten og dermed den positive prædiktive værdi af patologiske tarmlyde er i orden, noget andet er, om to klinikere er enige, og om én kliniker, der hører den samme lyd på to forskellige tidspunkter, er enig med sig selv. Her finder både Breum et al. (2015) og Durup-Dickenson et al. (2014) på forskellige målemetoder ift. at vurdere enighed imellem observatører (Durup-Dickenson undersøger om man er enighed i beskrivelsen af selve lyden), at der helt generelt var kappa-værdier imellem 0,20 og 0,40. Der er altså relativt stor uenighed klinikere imellem.