Årsag til øvre og nedre luftvejsinfektion: Akut pharyngitis, bronkitis og pneumoni. Sygdommen kan omtales som kold lungebetændelse, hvilket er misvisende: Dels er der oftest tale om en øvre luftvejsinfektion, dels giver M. pneumoniae stadig feber. Ordvalget atypisk lungebetændelse, omend det er mere klinisk end folkeligt, er nok mere passende, og refererer primært til, at sygdommen ikke responderer på almindeligt anvendte antibiotika.

Fordi M. pneumoniae ikke har en cellevæg, er den naturligt resistent overfor alle antibtioika, der rammer cellevæggen. Det betyder, at betalaktam-antibiotika er ineffektive. Det betyder, at de penicilliner, man normalt giver til typiske lungebetændelser, penicillin G/V og for eksempel piperacillin eller amoxicillin er ineffektive. Det samme er de andre betalaktamer: Cefalosporiner (cefuroxim, som man kunne bruge ved penicillinallergi) og carbapenemer.

Det betyder, at vil man dække sin respiratorisk påvirkede patient ind for atypisk lungebetændelse forårsaget af M. pneumoniae, må man gribe anderledes til værks. Førstevalget i Danmark, jf. SSI er makrolider (azithromycin, clarithromycin eller mocifloxacin), der hæmmer den bakterielle proteinsyntese via hæmning af ribosomerne. Et andetvalg kan være et tetracyklin (fx doxycklin), er også hæmmer proteinsyntesen, eller et quinolon, fx moxifloxacin, der hæmmer DNA-replikationen.

Makrolidresistens er sjældent (1-2 %).