Luft i atmosfæren har et tryk på 1 atmosfære, hvilket kan trykke en kviksølvsøjle 760 mm op i vejret. Vejret kommer med både højtryk og lavtryk, så den faktisk værdi af det barometriske tryk varierer. For alle praktiske, teoretiske og principielle formål vælger man at ignorere vejret og betragter der som en konstant. Luft i atmosfæren har en varierende temperatur og vandmætning. Des højere temperatur, des mere vand på dampform kan luften indeholde, og des højere et tryk vil denne vanddamp levere. En dejlig, men fugtig sommerdag, hvor der er 21 grader og luften er totalt mættet med vanddamp, er vanddamptrykket 18,7 mmHg. Næsen og de øvre luftveje er beregnet til at lave turbulens, og det bremser luftens bevægelse igennem de øvre luftveje og tillader den at blive varmet godt op og blive fugtet godt. Samtidig bliver den typisk tidalvolumen på omtrent 500 mL, hvoraf kun 350 mL når alveolerne på grund af det anatomiske dead space, blandet op i i forvejen fugtet og opvarmet luft (den funktionelle residualvolumen, eller FRC). Når luften er varm og fugtet, yder vanddamp et tryk på 47,1 mmHg. Atmosfærisk luft består helt grundlæggende af det fysiologisk ligegyldige nitrogen (78 %), det fysiologisk livsvigtige oxygen (21 % af 760 mmHg = 159,6 mmHg) og argon (1 %). For alle kortsigtede fysiologiske formål kan man se bort fra den i atmosfæren fysiologisk neglicible koncentration af kuldixoid. Kigger man på homo sapiens langsigtede fysiologiske potentiale, er kuldioxid sværere at neglicere. Dead space er ikke involveret i ventilationen, så den alveolære ventilation er tidalvolumen gange  Fordi vanddamp så at sige udkonkurrerer de andre gasser, når trykket stiger, falder også fraktionen af ilt, sådan at ilttrykket er 149 mmHg, når det når alveolerne. I alveolerne sker der en udskiftning med CO2, som kroppens almindelige metabolisme har produceret. Afhængigt af kosten er bytteforholdet mellem kuldioxid og ilt omtrentligt 0,8; sådan at der går 8 iltmolekyler til hver 10 kuldioxidmolekyler. Et almindeligt kuldioxidtryk i alveolerne er 40 mmHg. På grund af den konstante leverance af venøst blod med (typisk) 46 mmHg kuldioxid og (typisk) 40 mmHg ilt til lungerne, og på grund af den konstante levering af atmosfærisk luft med kuldioxidtryk på 0 mmHg og et ilttryk på 149 mmHg, oscillerer ilt- og kuldioixidtrykkene i alveolerne omkring henholdsvis 100 mmHg og 40 mmHg. Lang historie kort i en tabel:

Variabel	Tryk (mmHg)	Tryk (kPa)
PBO2	159,6	21,3
PIO2	149	19,9
PAO2	100	13,3
PaO2	100	13,3
PaCO2	40	5,3
PEO2 (slutexpiratorisk)	100	13,3
PBCO2	0	0,0
PACO2	40	5,3
PACO2 (slutexpiratorisk)	40	5,3
PvO2	40	5,3
PvCO2	46	6,1

Ventilationen reguleres principielt på to måder: Globalt og lokalt. 

Den globale ventilationsregulering (som det ikke skal handle om her) foregår med ilttryk, CO2-tryk og blodets surhedsgrad som intermediære, sådan at ventilationen via centrale mekanismer stiger, når ilttrykket falder, når CO2-trykket stiger og pH falder.

Den lokale ventilation er reguleret sådan, at dårligt perfunderet lungevævs ventilation falder. Ved dårlig perfusion, men vedvarende ventilation (et stigende V/Q-forhold) øges udluftningen af CO2 i alveolerne, sådan at PACO2 falder. Det giver alkalose i det omgivende væv og giver (via en i 2016 ukendt mekanisme) bronkiekonstriktion.

Samtidig bliver alveolerne surfaktantproducerende cellers blodforsyning hæmmet og surfaktantproduktionen falder: Surfaktant nedsætter overfladespændingen i vand. Alveolerne er normalt dækket af et lille lag væske, der med overfladespændingen virker til at trække alveolerne sammen. Når overfladespændingen falder, stiger alveolernes compliance – de har nemmere ved at udvide sig i lyset af stigende alveolært tryk (som fx under en inspiration). Når overfladespændingen stiger, falder den alveolære compliance og den potentielle ventilation af alveolerne også.