Jeg hørte engang hæmatologien omtalt som et medicinsk speciale, der havde udviklet sig til molekylærbiologi. Tonen som det budskab blev leveret i, lød sådan, at der snarere var tale om en regression end en positiv udvikling. Det kunne måske skyldes enten ærefrygt eller irritation over den efterhånden ekstremt omfattende klassifikation af hæmatologisk malignitet på baggrund af molekylære fund.

For den ikke-praktiserende hæmatolog, altså den brede interne mediciner, der ikke sidder på en hæmatologisk specialafdeling, er det hæmatologiske malignitetsklassifikationssystem, svært operationaliserbart. Problemet er selvfølgelig, at når først man begynder at uddestillere subtyper af subtyper, så bliver alle tilstande meget sjældne.

Det hjælper heller ikke på forståelsens skyld at flere tilstande kan hedde forskellige ting, og at der bliver kastet omkring med forkortelser. Udbredt molekylær diagnostik gør det selvfølgelig ikke bedre, al den stund af alle gener bliver skrevet som forkortelser. Det er for eksempel helt muligt at have B-ALL med BCR:ABL1-fusion.

Det følgende er lavet med stærk inspiration af Kompendiets 19. udgaves kapitel om blodsygdomme. Det er i sig selv et problem, for 19. udgave er fra 2019, og siden da er udkommet et opdatering til WHO’s klassifikationssystem af hæmatologisk malignitet, og der ændrer for eksempel myelodysplastisk syndrom navn til myelodysplastisk dysplasi. Så ikke nok med at klassifikationen er frygtelig granuleret, den ændrer sig også med jævne mellemrum. Man kan pluklæse i Alaggio et al. (2022) og Khoury et al. (2022), hvis man vil opdateres. Selve WHO’s klassifikationssystem er bag pay-wall.

Når du læser det følgende, må du bære over med, at jeg let og behændigt undlader sjældne tilstande, fordi det gør teksten ulæselig, men andre steder medtager sjældne tilstande for komplethedens skyld.