“It has something to do with water,” som Chinatowns tagline lød, og sikkert uden at vide det, fik filmen dermed også sagt en del om human fysiologi og de temmelig mange liter vand, som kroppen består af.

Man behøver næppe have nogen særligt god forståelse for vand for at kunne begå sig, hverken som kliniker eller som forsker i ethvert humanfysiologisk spørgsmål. Der er imidlertid nogen, der gør indsatsen, fx Martin Chaplin, der endda har lavet et ret imponerende gratis og frittilgængeligt website tilegnet vandet i alle dets former: frossent, flydende, fordampet og som ion.

(Jeg har besøgt siden, og det er en herlig gang html-css-rod fra før alle mulige sikkerhedsfunktioner, så du får en advarsel)

Hydrogenionen, H⁺, en proton, findes ikke frit flydende i væske. Den kan ikke eksistere frit. Undertegnede er ikke kemiker, ej heller Martin Chaplin, men antagelig skyldes det kombinationen af protonens sparsomme størrelse og positive ladning. Det vil sige, at i modsætning til saltioner, som fx natrium, der har samme positive ladning, men rent fysisk fylder mere, er den positive spænding for protonen fordelt over en meget mindre overflade. Lidt svarende til babyen, der har en lille overflade til et ret stort kropsligt kraftværk og derfor hurtigt skal pakkes ind for at kunne overleve. Derfor kan protoner ekstremt nemt pardanne med den negativt ladede del af H₂O, og danne hydroxoniumioner, H₃O⁺, som er det, man i virkeligheden taler om, når man taler om hydrogenionen i væsker.

Og i virkeligheden taler man slet ikke om hydroxoniomioner, for de kan heller ikke eksistere frit, men associerer til andre vandmolekyler og danner iterativt mere umulige at skrive ionformer, fx H₅O₂⁺ og H₁₃O₆⁺.

Den samlede koncentration på et hvert givent af alle disse forskellige protonerede og associerende ionformer af vand i vand er omtrent 40 nmol/L, dvs. 40 × 10^-9 mol i en liter vand. Det er ikke mange mol, når man tænker på, at koncentrationen af vand i vand er 55,5 mol per liter.