Hjem » Onkologisk patofysiologi » Cancerkakeksi

Cancerkakeksi

af Anders Kaack, d. 26. januar 2024. Senest opdateret d. 8. september 2025

Kakeksi er en sammentrækning af de to græske ord “kakos” og hexia” og betyder ordret “dårlig tilstand”. Det er meget rammende, for kakektiske patienter er netop det: I en dårlig tilstand.

Det er et almindeligt forekommende fænomen ved slutstadiet af mange kroniske sygdomme, måske mest prominent cancer og hjertesvigt. Det følgende handler specifikt om cancerkakeksi.

I gamle dage – i den vestlige verden – blev man også tynd og kakektisk, hvis man led af tuberkulose, og derfor brugte man i Danmark ordet svindsot for tuberkulose. Det er måske et ord, man skulle lære at bruge anderledes, fordi det meget passende indrammer, hvad kakeksi er: Den måde, man svinder ind på, når man er syg.

Det relaterede fænomen anoreksi har en helt anden oprindelse: morfemet an- betyder uden og orexia betyder appetit. Har man anoreksi, har man mistet appetitten.

Det følgende handler om:

  1. Definition af cancerkakeksi
  2. Lidt om forskellen imellem kakeksi og anoreksi
  3. Kakeksiens patofysiologi
  4. Behandling af kakeksi

Definition af cancerkakeksi

Hvad taler vi om, når vi taler om kakeksi? Ifølge det europæiske onkologisk selskab er en patient er kakektisk, hvis patienten opfylder følgende kriterier:

  1. Er i risiko for fejlernæring
  2. Har tabt over 5 % i vægt over 6 måneder; har et BMI < 20 eller har lav muskelmasse
  3. Er i en systemisk inflammatorisk tilstand.

.

Risiko for fejlernæring kan man estimere på mange forskellige måder. Ovenstående baserer sig på ESMO’s guideline om cancerkakeksi, og de anbefaler, at man bruger fx NRS-2002. Det er ikke et printermærke eller en kost fra Harry Potter, men står for Nutrition Risk Screening. To af de indgående elementer i det screeningsredskab er, om patienten har haft et vægttab på over 5 % over 3 måneder  og om patienten har et BMI under 20,5. Det vil sige, at patienter ved at opfylde kriterium 1) ovenfor også automatisk opfylder kriterium 2), og så må man jo spørge sig selv, hvorfor man skal have to kriterier. En cancerpatient, der før vejede 80 kg og efter få måneder vejer 70 kg (kriterium 2 opfyldt) er selvfølgelig også i risiko for fejlernæring (kriterium 1).

Hvad er symptomerne ved cancerkakeksi?

Når man har en patient, der opfylder kriterierne for cancerkakeksi, kan man begynde at spekulere på, hvilke symptomer og objektive fund, kakeksi indebærer: Patienterne vil typisk have mistet madlysten, spisevægre, have smagsforandringer, være forkvalmede, være trætte, føle sig svage i musklerne og have svært ved at koncentrere sig. Når man har det sådan, følger der ofte et utilstrækkeligt indtag af mad, vægttab, inaktivitet og tab af muskelmasse.

Forskellen på (cancer)kakeksi og anoreksei

Anoreksi er kombinationen af appetitløshed og mæthedsfornemmelse og går man med det for længe, taber man sig i vægt.

Fordi symptomerne på kakeksi involverer appetitløs og mæthedsfornemmelse og derfor også vægttab, kan man foranlediges til at tro, at anoreksi er det samme som kakeksi, eller at anoreksi forudgår kakeksi og derfor er årsagen til de andre symptomer forbundet med kakeksi. Tisdale (2002) bruger noget krudt på, hvorfor det ikke er tilfældet:

1) Anoreksi og sult, manglende fødeindtag i sin rene form, er forbundet med tab af fedtmasse og ketonstofmetabolisme. Muskelmassen bevares, og når man begynder at tabe protein, taber man i lige høj grad muskelprotein som visceral protein.

2) Kakeksi er forbundet med tab af både fedtmasse og protein, og i særdeleshed muskelprotein. Muskelprotein metaboliseres i den hepatiske glukoneogenese til glukose.

3) Kakektiske patienter, der begynder at spise, har meget svært ved at revertere vægttabet, og selv hvis man supplerer deres fødeintag, så øger man fedt- og væskedepoterne, ikke muskelmassen.

Måske er kausalmekanismen i virkeligheden omvendt, sådan at ændringer i metabolismen, sådan at patienten har brug for mindre fødeindtag, forudgår anoreksien ved kakeksi.

Patofysiologien bag cancerkakeksi

Kakeksi er altså ikke et simpelt monokausalt fænomen, hvor man mister appetitten, stopper med at spise, taber sig og bliver tynd. Patofysiologisk er det multifaktorielt, og Tisdale (2002) giver et kort overblik:

  • Som skrevet ovenfor er cancerkakeksi helt grundlæggende forbundet med både lipolyse og proteinolyse: Fedtvæv nedbrydes og proteinholdigt væv, i særdeleshed muskelvæv, i nedbrydes.
  • Man kan nok skelne imellem to forskellige problemer, metaboliske effekter og mediatorer af de metaboliske effekter
  • Metabolisk effekter:
    • Man taber fedtvæv, ikke på grund af et fald i lipogenesen, men på grund af en stigning i lipolysen: Formentlig både på grund af et øget adrenergt spejl og som følge af tumorproduktion af lipolyseinducerende hormoner (lipid-mobilizing factors, LMF).
    • Protein-turnover i hele kroppen er forøget, der er øget muskelproteinnedbrydning, nedsat muskelproteinsyntese og øget leverproteinsyntese. Den nedsatte syntese kan skyldes nedsat insulinproduktion eller følsomhed; det kan også skyldes nedsat tilgængelighed af aminosyrer, fordi leveren producerer store mængder akutfasereaktanter; og det kan skyldes øget lysosomal, ubiquitin-afhængig proteinolyse. Proteolyse-inducerende faktor (PIF), der produceres af tumorceller, er en mulig mediator.
    • Patienter med visse cancertyper, fx pancreascancer og lungecancer, forhøjet basalstofskifte. Det forhøjede basalstofskifte er associeret til et akutfaserespons, sådan at højere akutfaseresponser øget vægttabet.
    • Muligvis er cancer forbundet med øget ekspression af uncoupling proteiner (UCP’er), som man måske har mødt, når man har læst om spædbørns varmeproduktion eller uheldige vægttabsmidler. UCP’er sidder i den mitokondrielle indermembran og er grundlæggende protontransportere, der omgår ADP-fosforyleringen, og så at sige bare brænder protoner af for varme i stedet for at lave ADP til ATP.
    • Solide tumorer er metabolisk stærkt aktive og brænder rigelige mængder glukose af, og fordi der er utilstrækkeligt ilttilbud, producerer de laktat, der i Cori-cyklus omdannes til glukose. Måske er det forbundet med et øget, ufrivilligt, kalorieforbrug.
  • Mediatorer af de metaboliske effekter:
    • Cancer forbundet med øget cytokinproduktion, fx TNF-a og IL-6, der både sænker appetitten og i musemodeller og måske/måske ikke også i mennesker øger lipolyse og proteolyse.
    • Tumorer kan også selv bidrage:  LMF (lipid-mobilizing factor) og PIF (proteolysis-inducing factor) der ikke påvirker appetitten, men som medvirker til kakeksi ved at øge lipolysen og proteinolysen. PIF øger formentlig også den hepatiske cytokinproduktion.
    • Tisdale skrev i 2002, og i de efterfølgende 20 år er man blevet noget klogere, som man har det med at blive med alderen. GDF15 er et (relativt) nyopdaget stress-induceret cytokine, hvis koncentration er øget hos cancerpatienter, og som virker centralt ved at regulere appetit og kropsvægt, og som i forøgede koncentrationer er associeret med symptombilledet ved kakeksi.

Behandling af cancerkakeksi

Hvis cancerkakeksi er båret ikke af anoreksi, men af en systemisk inflammatorisk tilstand med dertilhørende katabolisme, hvordan skal man så bære sig ad med at behandle det? Det europæiske onkologiske selskabs, ESMO, guideline om cancerkakeksi giver en del forslag og dvæler også lidt ved deres ulemper.

ESMO har en rimeligt uforbeholden anbefaling for ernæringsterapi. Det er lidt uklart, præcist hvilken setting, forfatterne har tanke på, men i hvert fald patienter med mere end få måneder at leve i og i aktiv anti-cancer behandling. De bygger anbefalingen på Baldwin (2012), der i et systematisk review finder en stor heterogen pulje af studie og konkluderer, at der er effekt på nogle elementer af quality-of-life, men ikke rigtig nogen effekt på kropsvægten eller mortaliteten. Man skal altså med andre ord ikke spise for leve, men for at have det godt. De bygger også anbefalingen på Bourdel-Marchasson (2014), der ved at give ernæringsvejledning formår at øge energiindtaget, men ikke rigtig rykker på andre outcomes, herunder mortalitet. ESMO refererer også de van der Schueren (2018), der også er et systematisk review: Her finder man en effekt på kropsvægt og en effekt af ernæringsdrikke med højt protein- og omega-3-fedtsyreindhold på den fedtfri kropsmasse. Schueren konkluderer imidlertid også, at de udførte studier er få og underpowered til at udtale sig for bastant.

Det amerikanske onkologiske selskab, ASCO, er lidt mere i tvivl om patienterne har gavn af ernæringsvejledning i en setting med avanceret cancer. De refererer også de van der Schuerens (2018) fund af bedring i kropsvægt efter vejledning og intervention med energidrikke (på 1,31 kg med et 95 %-CI på 0,24 til 2,38 kg), og de refererer også Baldwin (2012). De refererer også Baldstad (2014), der konkluderer, at det er meget svært at konkludere noget. ASCO har en moderat anbefaling for diætvejledning, men konkluderer at styrken af evidens er lav, at fordelene er moderate og ulemper lave.

Hvis problemet er inflammation, kan man så ty til kortikosteroider? Selvfølgelig kan man det. Et kortvarigt brug er (relativt) uproblematisk, mens et langvarigt forbrug er forbundet med de vanlige kendte bivirkninger til steroidbehandling: Man mister muskelmasse, har en øget infektionsrisiko, øget risiko for svampeinfektioner, en risiko for type 2-diabetes. Kortikosteroider har en kortvarig effekt på appetit og velbefindende, men ikke på kropsvægt eller overlevelse.

Monoklonale antistoffer rettet mod GDF15 er også potentielle drugs. Se for eksempel Groarke et al. (2024).

Kilder

Tisdale MJ. Cachexia in cancer patients. Nat Rev Cancer. 2002 Nov;2(11):862-71. doi: 10.1038/nrc927. PMID: 12415256.

Roeland EJ, Bohlke K, Baracos VE, Bruera E, Del Fabbro E, Dixon S, Fallon M, Herrstedt J, Lau H, Platek M, Rugo HS, Schnipper HH, Smith TJ, Tan W, Loprinzi CL. Management of Cancer Cachexia: ASCO Guideline. J Clin Oncol. 2020 Jul 20;38(21):2438-2453. doi: 10.1200/JCO.20.00611. Epub 2020 May 20. PMID: 32432946.

Arends J, Strasser F, Gonella S, Solheim TS, Madeddu C, Ravasco P, Buonaccorso L, de van der Schueren MAE, Baldwin C, Chasen M, Ripamonti CI; ESMO Guidelines Committee. Electronic address: clinicalguidelines@esmo.org. Cancer cachexia in adult patients: ESMO Clinical Practice Guidelines. ESMO Open. 2021 Jun;6(3):100092. doi: 10.1016/j.esmoop.2021.100092. PMID: 34144781; PMCID: PMC8233663.

Christine Baldwin, Ayelet Spiro, Roger Ahern, Peter W. Emery, Oral Nutritional Interventions in Malnourished Patients With Cancer: A Systematic Review and Meta-Analysis, JNCI: Journal of the National Cancer Institute, Volume 104, Issue 5, 7 March 2012, Pages 371–385, https://doi.org/10.1093/jnci/djr556

Balstad TR, Solheim TS, Strasser F, Kaasa S, Bye A. Dietary treatment of weight loss in patients with advanced cancer and cachexia: a systematic literature review. Crit Rev Oncol Hematol. 2014 Aug;91(2):210-21. doi: 10.1016/j.critrevonc.2014.02.005. Epub 2014 Mar 12. Erratum in: Crit Rev Oncol Hematol. 2015 Apr;94(1):146-8. PMID: 24703549.
 
de van der Schueren MAE, Laviano A, Blanchard H, Jourdan M, Arends J, Baracos VE. Systematic review and meta-analysis of the evidence for oral nutritional intervention on nutritional and clinical outcomes during chemo(radio)therapy: current evidence and guidance for design of future trials. Ann Oncol. 2018 May 1;29(5):1141-1153. doi: 10.1093/annonc/mdy114. PMID: 29788170; PMCID: PMC5961292.
 
Bourdel-Marchasson I, Blanc-Bisson C, Doussau A, Germain C, Blanc JF, Dauba J, Lahmar C, Terrebonne E, Lecaille C, Ceccaldi J, Cany L, Lavau-Denes S, Houede N, Chomy F, Durrieu J, Soubeyran P, Senesse P, Chene G, Fonck M. Nutritional advice in older patients at risk of malnutrition during treatment for chemotherapy: a two-year randomized controlled trial. PLoS One. 2014 Sep 29;9(9):e108687. doi: 10.1371/journal.pone.0108687. PMID: 25265392; PMCID: PMC4181649.
 
Groarke JD, Crawford J, Collins SM, Lubaczewski S, Roeland EJ, Naito T, Hendifar AE, Fallon M, Takayama K, Asmis T, Dunne RF, Karahanoglu I, Northcott CA, Harrington MA, Rossulek M, Qiu R, Saxena AR. Ponsegromab for the Treatment of Cancer Cachexia. N Engl J Med. 2024 Sep 14. doi: 10.1056/NEJMoa2409515. Epub ahead of print. PMID: 39282907.