Der er 1.800.000 nefroner i to humane nyrer og er for normal funktion afhængig af normale trykforhold. Der er samtidig 1.200.000 danskere med arteriel hypertension, så bare i Danmark er der 2160 milliarder nefroner i risiko for hypertensiv nyreskade. Mennuni et al. (2014) giver et godt overblik over patofysiologien bag den risiko.:

• Kapillærskade
  • Øget blodtryk i kapillærerne øger kapillærvægsspændingen (LaPlaces lov!).
  • For at modstå det øgede tryk sker der en kompensatorisk vækst i karrene. Primært i de afferente arterioler.
  • Øget vægtykkelse øger diffusionsafstanden for ilt og øger risikoen for iskæmisk skade – også i glomeruli og tubulointerstitelle strukturer.
  • Glomeruli oplever på trods af kompensatoriske mekanismer også forhøjede tryk: Kapillærerne strækkes, endothelet beskadiges, podocytterne tager skade og proteinfiltrationen stiger.
  • Renal blood flow falder, men fordi filtrationsfraktionen stiger, fastholdes GFR.
• RAAS-effekter
  • Øget ANG2 giver vasokonstriktion både afferent og efferent. Det sænker RBF yderligere og øger trykket i glomeruli.
  • (Jeg tænker, at det øgede ANG2-niveau skyldes nedsat renalt perfusionstryk, sådan at renin-sekretionen fra JGA stiger.)
  • ANG2 øger aldosteronsekretion og væskeresorption og forværrer derved hypertension.
  • ANG2 øger aldosteronsekretion og produktion af endothelin. Summen af effekter fra de tre molekyler er øget ROS-produktion, øget inflammation, øget fibrosedannelse.
• Endotelial dysfunktion
  • Endothelet producerer normalt vasodilaterende NO, men i lyset af varig endothelskade som følge af forhøjet tryk, forsvinder denne effekt.
  • Vasokonstriktoriske, RAAS-medierede, mekanismer får derfor lov til at dominere.
• Oxidativ skade
  • Igennem flere forskellige mekanismer øges produktionen af ROS (se ovenfor!) og igennem flere forskellige mekanismer skader det nyrerne.

Nyreskaderne ved malign hypertensiv adskiller sig fra den mere almindelige hypertensive nefropati. Se nedenfor.